<<   Kapitel 7  >>



7:1 Mennesket er som et frø. På samme måde som et frø spirer og bliver til en lille plante, og uophørligt vokser til et træ, vokser mennesket også og opnår fuldbyrdelse. For at nå det mål, må mennesket nødvendigvis beherske to områder af viden. Det første er verdslig viden. Det vil sige viden, der har at gøre med det manifesterede univers. Det andet er viden om den anden verden. Det første område giver viden om, hvordan man skal leve (jeevana upaadhi). Det andet område skænker dig livets mål (jeevana paramaavadhi). Viden om hvordan du skal leve, omhandler forhold, der kan dække dine daglige behov. Du må skaffe dig denne viden og lagre den, eller erhverve dig evnen til at skaffe den nødvendige viden, når der er brug for den. Viden om livets mål omhandler undersøgelser af problemer som: ”Hvad er livets mening?”, ”hvem er Skaberen af alt det, jeg bliver bevidst om?”, ”hvad er jeg, dette tydeligt adskilte jeg, helt præcist?” Denne undersøgelse vil i sidste ende åbenbare målet. Alle religioners hellige skrifter og de mange moralkodekser der er udledt fra dem, beskæftiger sig med problemer, der transcenderer denne verdens grænser så som: ”Hvorfor er vi her?”, ”Hvad skal vi virkelig gøre for at fortjene denne chance i livet?” og ”Hvad skal vi blive til?”

7:2 Hvad er den mest gavnlige måde for mennesket at leve på i denne verden? Svaret er: Lev et ordnet og disciplineret liv. Virkelig uddannelse skal træne mennesket til at overholde disse begrænsninger og restriktioner. I påfører jer stor smerte og lider afsagn for at komme til at beherske verdslig viden. Med streng omhyggelighed følger I en diæt for at udvikle jeres kropsbygning. Ligegyldigt hvad målet er, adlyder I en passende fastlagt disciplin.

7:3 Hvad præcist er gevinsten ved at disciplinere sine tanker og adfærd? Reglerne og bestemmelserne er i begyndelsen elementære. Senere gør de dig i stand til at blive bevidst om områder uden for sansernes rækkevidde. Så kan du rejse uden for sindets rækkevidde og endda uden for de yderste grænser for det, der er opnåeligt ved hjælp af de kræfter, der er indeholdt i det menneskelige legeme. Til sidst erkender og oplever du sandhedens sandhed, nemlig at du er Den Ene, der er iboende alt i hele kosmos. Når du er fæstnet i denne tro og i denne bevidsthed, vil du være fyldt med lyksalighed. Det er Vidya, erhvervelsen af sand uddannelse, kulminationen af den bedste uddannelsesproces. I løbet af denne proces belærer Vidya dig i øvrigt også om samfundets ideelle opbygning, om den mest ønskelige kontakt mellem mennesker, om den mest gavnlige relation mellem folkeslag, racer, lande og samfund og om den bedste skik og væremåde i dagligdagen. Vidya indpoder dette i hjerterne, og den gør det lige så dybt, som det er nødvendigt for det menneskelige fremskridt.

7:4 Af alle erhverv må lærernes erhverv holde fast i sandhedens ideal. Når lærerne forvilder sig væk fra sandheden, oplever samfundet ulykker. Tusindvis af purunge børn, der ikke kender til livet, går gennem deres hænder. Indtrykkene fra lærernes undervisning og deres personlighed vil være store og vil vare længe. Derfor må lærerne ikke have nogen dårlige vaner. For børn antager automatisk de ældres vaner og manerer. Det er en fare, der til stadighed lurer. Når den onde påvirkning rettes direkte mod de tusinde, der modtager indtrykkene, bliver samfundet forurenet.

7:5 Med tiden vil det onde i samfundet smitte lærerne på en eller anden måde. ”Det er den lektie, du lærte mig, Oh Herre”, lyder sangen. På et tidspunkt bliver lærerne udsat for latter og ydmygelse fra deres elever. Så læreren skal udstyre sig med gode dyder. En konge æres udelukkende i sit eget kongedømme. Han er kun elsket inden for grænserne. Men et menneskes dyder bliver æret og elsket i alle lande.

7:6 En person har muligvis en iøjefaldende fysisk skønhed; hun har muligvis ungdommens hårdføre livlighed; hun kan muligvis rose sig med en yderst nobel afstamning; hun er muligvis en berømt lærd. Men hvis hun mangler de dyder, som åndelige øvelser (Vidya) kan sikre, så kan hun kun regnes for en smuk blomst uden duft.

7:7 Da den ret unge Mohandas Karamachand Gandhi sammen med sin moder overværede et drama, der hed: ”Sravana og hans hengivenhed til sine forældre”, besluttede han, at han også ville være som Sravana. Han overværede et stykke om Haraschandra, og det drama gjorde så dybt et indtryk på ham, at han besluttede at blive en ligeså heltemodig hengiven til dyder, som Haraschandra var. Det ændrede ham så meget, at han blev en Mahatma. Da han gik i skole, havde Gandhi en lærer, der lærte ham forkerte ting. Men Gandhi tog det ikke til sig. Som en konsekvens af det var han i stand til at bringe frihed (swaraj) til landet. I dette land, Bharath, er der tusindvis af fremtidige Mahatma’er. De eksempler vi skal holde op foran de unge, er de mænd og kvinder, der har lært og praktiserer åndelig undervisning (Atma Vidya).

7:8 Bharath’s gamle kultur, Sanathana Dharma, hyldes, ikke blot af Bharatha’erne (dette lands befolkning), men af alle landes befolkninger, for at have den højeste værdi. Årsagen til dens universelle berømmelse er, at den er baseret på veda’erne. ”Vodokhilo dharma moolam”-”Veda’erne er kilden til alle moralske principper eller Dharma”. Dharma rummer alle forskrifterne på handlinger og holdninger, der er nødvendige for at bevare den status, mennesket har fået som det fremmeste blandt dyr og levende væsener. Veda’erne er den skatkiste, der indeholder alle de pligter og forpligtelser, rettigheder og ansvar som mennesket må acceptere og underkaste sig i livet.

7:9 I den gamle eneboerhytte (gurukulams) gav guru’en, efter disciplen havde afsluttet sine studier under guru’en, ham et så ophøjet råd, som ingen discipel i noget andet land har modtaget fra sin herre: ”Mathru devo bhavo (Måtte din moder blive din Gud), pithru devo bhava (måtte din fader blive din Gud), aacharya devo bhava (måtte din lærer blive din Gud)”. ”Sathyam vada (Tal sandheden), dharmam chara (handl ret), no itharaani (gør det ikke på andre måder)”. Dette var befalingerne. ”Hold op med alle handlinger, der er syndige. Engager dig udelukkende i sådanne aktiviteter, der vi fremme dit fremskridt”. Det var rådet. Veda’erne og upanishad’erne refererede udelukkende til disse befalinger, da de fastlagde, at I skal fremsige santhi, santhi, santhi, idet I beder for fred på Jorden.

7:10 Hver eneste del af de råd, der blev givet til disciplene, er i allerhøjeste grad kraftfulde. Gennem sin hengivne tjeneste til sin moder og fader vandt Dharmavyadha evig berømmelse. Gennem konsekvent overholdelse af sandheden, gjorde Rama og Harischandra sig udødelige. Ved hjælp af ret adfærd hævede almindelige mennesker sig til Mahapurusha’ernes (De Største Legemliggørelsers) positioner. Buddha afstod fra at skade levende væsener. Han omtalte ahimsa (ikke-vold) som ”paramo dharmah”, den højeste moral. Derfor blev han æret som en verdenslærer.

7:11 Den sande thapas eller askese i livet består i at overholde de discipliner og restriktioner, som de er beskrevet. Sindet er det første af menneskets tre redskaber (thrikaranas). I skal beskytte sindet, så tilknytning, lidenskab og ophidselse ikke kommer ind i det. Disse ekstremer er naturlige for sindet. De bølger, der i raseri opstår i sindet, er begær, vrede, grådighed, tilknytning, stolthed og misundelse. Disse seks er menneskets indre fjender. De sidste fire følger i de to førstes spor. For at frigøre jer fra de første to og derved fortsætte på den åndelige vej, må I udøve sadhana (åndelige discipliner). Gennem Vidya lærer I om disse øvelser.