Sai Baba er et uforståeligt fænomen. Han
lever asketisk og arbejder uselvisk for andre 365 dage om året. Trods et
ugelangt ophold uden for ashramen, ulejligede freelancejournalist Øjvind
Kyrø sig ikke en eneste gang ind for selv at opleve Sai Baba - emnet for
hans „dokumentar“ (30.1.02). Selv er jeg netop kommet hjem fra Sydindien
og har på stedet talt med mennesker med mangeårigt, nært kendskab til
Sai Baba om indholdet af tv-programmet, som med sin skjulte dagsorden
var et skoleeksempel på manipulerende tv.
Man må forbløffes
over, at to amerikanere får lov til at optræde anonymt i en ny slags
folkedomstol, hvor tv fungerer som anklager, men uden nogen forsvarer,
der kan stille krav om bevis. Fra lægehold har jeg fået kendskab til
sygelige projektioner hos to af de tre såkaldte „vidner“, som påstår, at
den nu 76-årige Sai Baba har forulempet dem seksuelt. Jeg har også talt
med en mangeårig ven til det svenske „tv-vidne“; han afviser svenskerens
påstande som det pure opspind.
Jeg har talt med
lærere og elever fra børneskoler, gymnasiet og universitetet, som ligger
i tilknytning til ashramet. Alle afviser kategorisk beskyldningerne mod
Sai Baba som ondskabsfulde og løgnagtige. I modsætning til Kyrø har jeg
været gæst i Sai Babas interviewrum og kan bevidne, at intet kan foregå
i det lille rum, hvor man taler privat, uden at alle i forrummet vil
være klar over, at noget sker. Seksuelle overfald ville simpelthen ikke
kunne finde sted.
Ifølge tv-programmet
er der i Indien indgivet 20 anmeldelser til det indiske forbundspoliti
mod Sai Baba for seksuelt misbrug. Det har vist sig, at alle 20 „anmeldelser“
er fremsendt af en ung inder fra Chicago og alle som én afvist ved
retten i maj 2001. Sai Baba har heller ikke, som kirkeministeren først
fik undersøgt efter udsendelsen, dom for noget som helst.
Efter at have set
sammenklippede film påstod en dansk tryllekunstner, at Sai Babas
materialiseringer er fup. I modsætning til Kyrø og tryllekunstneren har
jeg på allernærmeste hånd oplevet Sai Baba materialisere både ‘hellig
aske’ og forskelligartede genstande, ligesom jeg har førstehånds
kendskab til mirakuløse helbredelser. Sai Baba er kritisk studeret
gennem mange år af professor i psykologi ved Reykjaviks Universitet,
Erlendur Haraldson. Bogen med hans videnskabelige undersøgelser,
„Miracles are my visiting card,“ er udkommet på mange sprog. Professor
Haraldson sagde i et interview i Berlingske Tidende den 15.11.97: „En
prisbelønnet tryllekunstner, som kom til Puttaparthi, måtte hurtigt
indrømme, at det, der dér foregik, ikke havde noget som helst med
tryllekunst at gøre.“
Sai Baba anses for at
være de seneste århundreders største åndelige lærer. Det er ikke
tilfældigt, at han har mindst 30 millioner tilhængere i mere end 180
lande. Han har skabt snesevis af skoler og uddannelsesinstitutioner,
hvor al undervisning - som noget uhørt i Indien - er gratis. Kyrø
ironiserede over Sai Babas „privathospitaler“ og undlod behændigt at
nævne, at fattige behandles gratis på disse Asiens to mest moderne
hospitaler. Sai Baba har også iværksat projekter, som forsyner næsten to
millioner mennesker i fattige landdistrikter med rent drikkevand.
Pengene til disse
projekter doneres til State Bank of India og administreres af en
uafhængig, almennyttig fond. Tilhængere har stillet to biler til Sai
Babas rådighed. Selv ejer han intet.
DR måtte inden
udsendelsen fjerne en række interviews med danske rejsedeltagere og
sløre mange ansigter, fordi man måtte indrømme, at Kyrø havde
interviewet dem under falske forudsætninger. Hvordan DR har kunnet lægge
navn til et så vildledende program - og kolleger i stort set alle medier
fuldstændig kritikløst viderebringe de uhyrlige beskyldninger, er mig en
gåde. Hvem sagde forført?
