home

Kapitel 1  >>



1:1 Det der er uden oprindelse, kender ikke til nogen begyndelse. Det var før alt, eller noget som helst eksisterede. Der var ikke noget før Det. Det er årsagen til, at Det ikke har nogen afslutning. Det udvider sig efter behag. Det vil udvikle sig så forskelligt som Det synes, og via Dets Fylde udfylder Det også universet. Kendskabet til dette Højeste Princip kaldes Vidya, viden, visdom, Guddommelig bevidsthed.

1:2 Mange seere med mangfoldige oplevelser af denne unikke guddommelige bevidsthed har i deres oplyste hjerter set den ophøjede hemmelighed, der ligger til grund for kosmos’ fængslende skønhed. Seernes medfølelse med menneskeheden har bevæget dem til at kommunikere dette syn videre gennem det menneskelige sprog for at vække den medfødte tørst, der er i sjælen efter at blive opfyldt af denne lyksalighed. Vidya forårsager denne indre trang i seernes hjerter.

1:3 Lyd er selve kernen i Veda’en. Lyd er forbundet med harmoni og velklang, og derfor bør du lytte til Veda’en og opnå henrykkelse ved at gøre det. Den skal ikke analyseres, kommenteres eller bedømmes. Det er årsagen til, at Veda’en kaldes Sruti (det der høres). Udelukkende ved at lytte til fremsigelsen af den kan bevidstheden om Atma, og den lyksalighed Atma skænker, blive vundet. Lyksalighed der vindes på denne måde manifesterer sig i ord og handlinger og skænker lyksalighed til alle.

1:4 Udtrykket Vedanta anvendes i almindelighed af mange til at angive en filosofisk skole. Men Vedanta er blot en speciel del af vedisk litteratur. Alle upanishad’erne danner dele af Vedanta. Vedanta er fuldbyrdelsen af vedisk tænkning. Veda’erne er i sig selv uvurderlige vejledere til Det Højeste. Riks’erne eller Rig Veda’ens hymner er ekstatiske udtryk fra menneskets sjæl, der priser den fryd, der opnås mens man kontemplerer den ydre naturs orden og skønhed. Sama Veda’en er den værdifulde verbale skat, der i sang gør mennesket i stand til at lovprise Skaberen og Hans Skabelse. Denne verdens og de hinsides verdeners mysterier bliver uddybet i de tekster, der under et kaldes Atharvana Veda. Forskrifter for ceremonierne og ritualerne, hvad enten de er gavnlige, fortjenstfulde eller offerhandlinger, er blevet samlet og ordnet som Yayur Veda.

1:5 Den vediske litteratur, der under hvert sit navn er grupperet i disse fire samlinger, har yderligere fire forgreninger: mantra’erne, brahmana’erne, aranyaka’erne og upanishad’erne. Mantra teksterne benævnes også samhitha’er (samlinger). Alle hellige forskrifter er grupperet i disse. Teksterne der beskriver, hvordan mantra’erne skal anvendes, og hvordan man får gavn af dem ved at fremsige dem korrekt, er kendt som brahmana’erne. Ordet brahma har mange betydninger. I udtrykket brahmana’er betyder det mantra. Brahmana’erne omhandler overvejende ceremonier og beslægtede ydre aktiviteter. Aranyaka’erne omhandler imidlertid de indre betydninger og indre discipliner så som tilbagetrækning af sanserne og udryddelse af tilknytninger. Ved hjælp af filosofiske analyser forsøger upanishad’erne at harmonisere de to veje. De danner de vediske studiers afsluttende fase og benævnes Vedanta. Upanishad’erne kan endog opfattes som essensen af den vediske lære. De er alle de vediske skrifters højdepunkt. Når Veda’erne bliver tilegnet som lærdom, dukker de frem på samme måde, som smør gør, når mælk bliver kærnet.

1:6 Al den vediske litteratur der indtil nu er nævnt, udgør den allerældste form for viden, Vidya. Ordet ”upa-ni-shad” er dannet af rodordet ”sad”, der har fået forstavelserne ”upa” og ”ni”. ”Sad” betyder ”at sidde”. Det har også en anden betydning, nemlig ”at tilintetgøre”. ”Ni” betyder ”standhaftig, disciplineret”. ”Upa” betyder ”nær”. Eleven er nødt til at sidde nær guru’en (acharya) eller læreren og standhaftigt være opmærksom på det, der kommunikeres til vedkommende. Udelukkende på den måde kan eleven tilegne sig denne skat af viden og lære evnen at skelne.

1:7 Upanishad’erne, Brahma Sustra’erne og Bhagavad Gita’en udgør fundamentet af indisk filosofisk tænkning. Tilsammen er de kendt som Prasthana Thraya, den autentiske treenighed.

1:8 Denne materielle objektive verden er det, der er synligt for jeres øjne; det, der behager jeres sanser; det, der fængsler jeres sind, og det, der informerer jeres hjerner. Men i denne og gennemstrømmende den selv samme verden, findes der en opnåelig, ikke-materiel subjektiv verden. Når dette erkendes, vil begge verdener åbenbare sig som værende delvise udtryk for den samme udelelige Bevidsthed, (Chaithanya). De to supplerer hinanden og bliver til Den Fuldkommne Fylde, (Poornam). Fra Parabrahma (Den Fuldkomne Fylde) fremkommer jiva’en, individet - det vil sige fuldendelsen. Når jiva’en skiller sig af med det materielle legeme, som den er indhyllet i, bliver Den Evige Universelle Bevidsthed igen den Fuldkomne Fylde, Parabrahma Princippet.

Poornam Adam, Poornam Idam.
Poornaath Poornam Udachyathe Poornasya.
Poornam aadaaya, Poornam Eva Avasishyathe.

Det der er den Fuldkomne Fylde, er den Fuldkomne Fylde.
Fra den Fuldkomne Fylde opstod den Fuldkomne Fylde fra den Fuldkomne Fylde.
Når den Fuldkomne Fylde er taget, er den Fuldkomne Fylde alene tilbage.

1:9 Vidya eller uddannelsesprocessen lærer dig, at kosmos er en manifestation af Herrens Leg - intet andet. Upanishad’erne forkynder denne sandhed således: ”Isaavaasyam Idam Jagath” (Denne verden er Herrens Bolig). Derfor bør ingen nære en følelse af personlig besiddelse eller endog spor af selviskhed. Du skal give afkald på følelsen af tilknytning; oplev overalt Herrens nærvær. Du skal byde den lyksalighed (ananda)) velkommen, som Herren i sin egenskab af Legemliggørelsen af Lyksalighed, skænker dig. Du skal opleve den med taknemmelighed og uden at være bundet af begær. Det er budskabet fra Rishi’erne: vismændene og seerne.

1:10 Gør dig fri af følelserne af ”jeg” og ”dig”. Først da kan du forstå herligheden af det, der hverken er ”jeg” eller ”min”. Det indebærer ikke, at du skal forsage alt. Den Sande Lære (Vidya) anbefaler, at verden bliver behandlet, som pligten, i en ånd af ikke-tilknytning, kræver, idet du undgår at blive indfanget af denne verden. Den afgørende prøve, ved hvilken en aktivitet kan blive stadfæstet som værende hellig eller indviet, består i at undersøge, hvorvidt den fremmer tilknytning eller undviger trældom. Den afgørende prøve, til at fastslå om en aktivitet er uhellig eller syndig, består i at undersøge, om den opstår fra eller fremmer grådighed. Det er læren, budskabet fra Vidya. Hvis du er optaget af at skulle udføre dine retmæssige pligter, så kan du bede til Gud om at lade dig leve i hundrede år. Du vil ikke blive udsat for bebrejdelse. På denne måde råder Vidya dig til at engagere dig i aktiviteter med fuld forståelse for deres natur og resultater.

1:11 Dyr dræber udelukkende andre dyr. Men ”det blinde menneske”, der ikke har fået synet af Atma, som det selv er, dræber sig selv. Og Vidya advarer om, at den der begår denne forbrydelse, bevæger sig ind på frygtelige områder, indhyllet i det tætteste mørke. Vidya, der er Den Højeste Visdom, søger at beskrive Atma’s karakteristika for mennesket. Atma bevæger sig ikke, men den er til stede overalt. End ikke guderne kan holde trit med Atma, ligegyldigt hvor hurtige de er. Den åbenbarer sin tilstedeværelse længe før, man forventer det. Atma er uforanderlig og allestedsnærværende. Vidya erklærer, at det er en umulig opgave at beskrive Atma.

1:12 Når du opnår Den Højeste Visdom’s eller Vidya’s højeste niveau, så vil du ophøre med at skelne mellem ”modsætninger” – Atma og Anatma, Vidya og A-Vidya, vikasa og vinasa (vækst og forfald). Mystikere og vismænd har opnået Den Højere Enheds Stade, og der er blevet hæget om historierne om deres kampe og succeser, og disse er bevaret i litteraturen på grund af tilskyndelser fra Vidya. For sådanne vismænd, der befinder sig på dette stadie, er viden ligeså farlig som uvidenhed. De er opmærksomme på såvel videns som uvidenhedens mystiske kilder og konsekvenser. De er i stand til at overvinde døden ved hjælp af uvidenhed og opnå udødelighed ved hjælp af visdom.